< Tilbage

Salat med masser af antioxidanter13-02-2017 - 21:14

Denne salat er indbydende med alle de forskellige farver. En farverig salat er typisk et godt bevis for at den indeholder mange forskellige antioxidanter. Længere nede finder du opskriften, men her kommer først lidt viden om antioxidanter...

 

Hvad er frie radikaler og antioxidanter?

Frie radikaler (reaktive oxygenforbindelser) er et atom eller et molekyle, der har en uparret elektron, som gør den  meget reaktiv. De frie radikaler kan angribe fedtsyrerne i vores cellemembraner (ydre del af en celle), og dermed bevirke at vores cellemembraner bliver hullede. Dette har vores celler og vores metabolisme bestemt ikke godt af! Hvis de frie radikaler får lov at "angribe", kan det ligeledes give DNA-skader, inaktivere enzymer mv. 

Antioxidanterne er med til at forhindre at alt dette sker og dermed beskytte vores celler mod oxidativt stress. Oxidativt stress er når kroppens eget forsvar ikke kan følge med til at neutralisere de frie radikaler.

 

Hvor kommer de frie radikaler fra, hvad gør de og hvordan uskadeliggør vi dem? 

Vi bliver udsat for frie radikaler gennem bl.a. cigaretrøg og forurenet luft, hvilket disponerer os for oxidativt stress. Tilstande som infektion, inflammation, overforbrug af visse medicintyper og intens solstråling kan også øge risikoen for oxidativt stress. Det menes også at oxidativt stress kan påvirke udviklingen af cancer, åreforkalkning mm. samt påvirke ældningsprocessen.

 

Kroppens celler har, som sagt, selv et antioxidantforsvar, men når der er for mange frie radikaler, kan cellerne ikke følge med og der kan ske skade pga. oxidativt stress. Derfor er det en god ide at supplere med antioxidanter via kosten, så vi har et bedre værn mod de frie radikaler. 

 

For at lette forståelsen:

Vi ved at citronsaft kan forhindre at en avokado bliver brun/ødelagt når den kommer i kontakt med ilt. Når vi spiser mange grøntsager, bær mv. virker det i princippet som om vi dyppede vores celler i citronsaft! Citronsaften giver en hydron til den frie radikal, og dermed "lukker vi munden på den", så den ikke længere er reaktiv og laver ravage i vores celler/gør avokadoen brun. 

 

Hvor får vi antioxidanterne fra? 

Der  er antioxidanter i frugt, grønne grøntsager, bær, kerner, grøn the mm. Det er især C- og E-vitamin vi er ude efter. Det er godt at vælge de koldpressede olier til fx stegning og til dressing, da disse indeholder flere antioxidanter end ikke-koldpressede olier.  I gulerødder er der beta-caroten, hvilket er med til at forhindre at vores celler bliver hullede (hæmmer lipidperoxidationen), så de udgør dermed også et antioxidant.

 

Se opskrift på en salat med antioxidanter nedenfor!

 

Referencer:

Kristensen, Michael og Mønster, Jane Binau (2015) Biokemi (1. udgave) København: Munksgaard, s. 261 -262 og 265-269.    

Byrd-Bredbenner, C. Moe, G., Beshgetoor, D., Berning, J. (2012) Wardlaw's Perspectives in Nutrition (9. udgave). New York: McGraw-Hill Education, s. 423.

Suhr, Ingeborg og Klinken, Katrine og Kirkegaard, Elin (2013) MAD - grundkogebog og køkkenskole (2. oplag). Ingeborg Suhr & Gad, s. 109 - 110.

Salaten kan varieres på mange forskellige måder, men i denne salat brugte jeg:


Spidskål
Savoykål
Sommerkål
Blåbær
Rødløg
Gulerødder
Vandmelon
Avokado 

 

Dressing:

Olivenolie

Lidt agavesirup

Lidt citronsaft

Peber

 

Jeg har ikke angivet præcise mængder, men lav gerne så der er til to eller flere dage. Jeg har prøvet at have salaten stående i køleskabet i 4 dage og den var også god på fjerdedagen. Dog egner avokadoskiverne sig ikke til at blive gemt flere dage.

 

Anret salaten lagvis på et fad med kålen nederst. Dressingen hældes ud over og salaten må meget gerne stå at trække lidt inden den serveres. 

 

Velbekomme!  

Kommenter artikel


(Kommentarer skal godkendes før de bliver vist)

Kommentarer

< Tilbage